På jagt efter orangutanger: Safari på Kinabatangan-floden, Borneo

Det var tidlig morgen. En gruppe backpackere og jeg var lige kommet af bussen in the middle of nowhere and var nu på vej hen mod en flok taxaer. Vi spurgte chaufførerne om de ville tage os til to turoperatører nær Sandakan, Borneo.

Chaufførerne fortalte os at min operatør, Uncle Tan’s Wildlife Adventures, lå i den modsatte retning. Jeg undrede mig lidt, men stolede på chaufførerne og begyndte at gå, men indså hurtigt at jeg jo ikke havde nogen idé om hvor langt jeg egentlig skulle gå og chaufførerne ville ikke køre i den retning.

Kinabatangan på Borneo

Morgenen, hvor jeg forbløffede alle

Jeg fandt en lille gruppe mænd ved et busstoppested og besluttede mig for at spørge om vej. De snakkede desværre ikke engelsk og jeg snakkede ikke malaysisk. Heldigvis dukkede der pludselig en kvinde op. Hun kunne en smule engelsk og vidste godt hvor jeg skulle hen. Hun fangede hurtigt en bil og forklarede chaufføren hvor jeg skulle hen.

Vi aftalte en god pris og kørte mod mit turbureau, troede jeg….i stedet havde manden misforstået, hvor jeg egentlig skulle hen og kørte mig i stedet til familien Tans hus, som ejede firmaet. De kunne heldigvis forklare ham den rigtig vej og kort tid efter blev jeg sat af ved Kinabatangan-floden.

Her blev jeg mødt af tre forbløffet mænd. De havde aldrig mødt nogen rejsende som selv var dukket op ved floden og det viste sig, at jeg skulle have været med de andre backpackere i første omgang.

De tre mænd vidste ikke helt hvad de skulle gøre. De fortalte mig, at jeg blev nødt til at vente på at de andre kom før jeg kunne komme ombord på en båd til lejren. Jeg satte mig derfor ned til vandet og lyttede til musik og skrev dagbog.

Kort tid efter fik jeg dog lov til at komme ombord på en båd. De havde ringet til hovedkontoret og der skulle heldigvis ikke så mange afsted, at de behøvede at vente.

Båden gled langsomt gennem vandet. På hver side af floden stod store træer, men mange steder var det også bart. En langhalet makakabe brølede, en farverig isfugl fløj lidt ved siden af båden inden den forsvandt ud i horisonten.

Vi var allerede et godt stykke inde i junglen og det eneste som mindede os om civilisationen var den svage brummen fra bådens motor.

I den næste halvanden time holdt vi et skarpt øje med trækronerne i håb om at vi ville se en orangutang, men desværre var heldet ikke med os. Vi ankom til en lille mole og blev velkommet med store smil fra de ansatte i lejren.

De var også overrasket over at se mig og fik helt dårlig samvittighed over at de ikke kunne tilbyde mig andet end kolde rester fra morgenmaden.

Jeg brugte lidt tid på at spise, høre musik, skrive dagbog og snakke med guiderne indtil resten af min gruppe ankom. Den bestod af to canadier, fem hollændere og to andre danskere.

Tucan på Borneo

Forberedelser af livet i en junglelejr på Borneo

Da de andre kom nogle timer senere fik vi en lille tour rundt i lejren. Det var en relativ stor lejr med flere toiletter, et spiseområde/bar, en lille fodboldbane og flere sovehytter. Mellem de mange hytter og områder havde de bygget en gangbro i træ, så vi ikke skulle gå i mudderet og undgik at gøre skade på naturen.

Vores sovehytter var lidt spartanske. Her var der kun lige en madras og et myggenet til hver. Flere vægge var kun af halvt størrelse, så der kunne komme masser af luft ind til os. Men vi havde da et tag, som kunne holde os tørre.

Når vi havde fundet os til rette på “værelset” så skulle vi til at rydde ud i vores tasker. Alt som bare havde den mindste lugt, lige fra tandpasta til mad, skulle fjernes fra vores rygsække og skulle placeres i store plastikbøtter ellers risikerede vi, at rotter ville bide hul i vores tasker i nattens mørke.

Bådsafari på Borneo

Vi fik lidt tid til at slappe af inden briefing. Her blev alle de ansatte præsenteret for gruppen og vi klappede selvfølgelig det bedste vi havde lært! Vi spiste en lækker middag og gik dernæst ned til bådene. Det var nu blevet tid til natsafari!

Vi sad alle stille i de små både og med en enkelt lygte jagtede vores guider jungles spændende dyr. Vi så ikke mange dyr, men det var alligevel noget særligt at sidde omringet af mørke og lede efter dyr.

Jeg blev indhentet af træthed efter bådturen og valgte at gå i seng, mens de andre gik op og hyggede sig i baren. Vi skulle jo tidligt op og jeg kunne godt bruge en ekstra times søvn.

Gibbon i Borneos jungle

Morgensafari på Borneo

Den næste morgen gik to guider rundt omkring kl 6 og råbte: “Morning safari, morning safari in half an hour!”. Vi havde knap åbne øjne, da vi væltede ud af sengen. Vi gjorde os klar til en ny dag og tjekkede vores tasker for rottebid.

De fleste tasker var heldigvis sluppet for rotteangreb, men de to canadiere, Elyse og Brad, havde efterhånden rejst længe og deres tasker lugtede vist lidt af mad, for deres tasker var ikke sluppet for en lille souvenir fra junglen, rottebid. De tog det heldigvis med god humør.

Vi gik ned til bådene med forventningerne oppe. Vi håbede alle, at vi ville få lov til at se en vild orangutang denne dag. Vi sejlede gennem det smukke landskab og holdt vejret hver gang vores guider spottede et dyr. De kunne jo se et dyr på flere kilometers afstand! Det var tryllebindende at se dyrene i deres rette elementer uden at nogen form for menneskelig indblanding.

Vi så flere isfugle, fiskehejre, ørne, makakaber og vores første næseabe! Det var en han, det kunne vi se på hans næse, hannerne har en stor næse og hunnerne en lille. Det havde været en fantastisk start på dagen, på trods af at vi endnu ikke havde set en orangutang. Vores maver begyndte at rumle og vi satte atter kursen mod vores lejr.

Ildmyrernes blodtørstige angreb

Efter morgenmaden gjorde vi os klar til en tur i junglen. Vi klædte os i lange bukser stoppet ned i sokkerne og et par Adida Kampung (et par sko lavet ud af gummidæk og med tre gule striber malet på, som kan købes i Sandakan for 10 kroner) eller et par gummistøvler.

Da alle var klar hoppede vi ned fra gangbroen og ned i mudderet. Jeg var en af de første nede. Vi nåede ikke at stå der længe før en guide råbte: “RUN, FIRE ANTS, RUN!!!”, men det var desværre for sent. Jeg var blevet bidt. Jeg kunne mærke en intens stingende smerte fra alle bidene på mine ben, en smerte som ville følge mig resten af dagen.

Men jeg ville ikke lade et par myrer stoppe mit trek, der var alligevel ikke noget man kunne gøre. Endnu engang så vi ikke meget, ugen før havde de været heldige at se pygmæ elefanter på dette stykke i junglen, men sådan er det jo at gå i naturen, det er ikke til at vide om man ser noget.

Det var alligevel fantastisk at gå gennem noget af den oprindelige del af Borneos jungle og vi så alligevel tusindben, edderkopper, frøer og et behåret tusindben som eftersigende skulle være giftig.

Vi svingede os i lianer, kravlede på kæmpe trærødder og lærte lidt om befolkningens brug af regnskoven. Ali og Along fortalte os hvordan lokal befolkningen havde fældet mange træer i 60-70’erne for at bruge det til møbler, hus m.m. men de anede ikke hvilke konsekvenser det havde.

I dag er flere af Borneos dyr truet p.g.a. rydning af skoven (dog er palmeolieplantager den største synder) og skoven er mere sårbar overfor klimaforandringer når store dele af den oprindelig del er fældet. Unle Tan’s forsøger at gøre hvad de kan for at forbedre skoven.

Deres lejr er bygget, så den har mindst mulig indflydelse på skoven, de planter hele tiden nye træer, lærer de lokale og turister hvorfor den er vigtig at bevare og forsøger at presse palmeolieplantagerne til ikke at fælde flere træer og lave frie passager til skovens dyr.

Ali og Along – to fantastiske guider, som desværre ikke længere arbejder på lejren, da de har haft mulighed for at spare op til en universitetsuddannelse gennem arbejdet

En begivenhedsrig flodsafari på Kinabatangan

Efter trekket forslog guiderne en fodboldkamp. Der blev hurtigt lavet to hold og det var tydeligt, at guiderne ofte fik tiden til at gå med fodbold. De driblede ind og ud mellem os rejsende, men vi var da ikke helt tabt bag en vogn, og jeg formåede endda at score et mål, at det var mere held en forstand er fuldstændig ligegyldigt.

Vi havde det sjovt, men stoppede hurtigt da himlen åbnede sig. I stedet søgte vi ly i spisesalen indtil vi skulle på næste flodsafari. Vi sejlede ikke længe før vi spottede de første dyr. To gibbonaber hang i et par trætoppe.

Motorerne blev slukket mens vi observerede dem. Helt uhæmmet og elegant klatrede de mellem grenene. Det var endnu en magisk oplevelse. Ingen af os havde lyst til at forlade aberne, men vi håbede stadig alle på at se en orangutang, så vi måtte lede videre.

Efter noget tid på floden skulle Brad pludselig tisse. Vi var langt fra lejren og kunne ikke bare vende om. Så vores guide spurgte om det var ok, at vi bare satte ham af på en flodbred og samlede ham op igen når han var færdig. Det gik han med til.

Vi satte ham af, men hørte kort tid efter et skrig. Mudderet var så blødt lidt længere inde, at han synkede i til knæene. Han kom heldigvis fri af egen hånd og fik tisset af inden vi samlede ham op igen. Benene måtte han vaske i vandet, mens vi sejlede videre i jagten på flere dyr.

Solen var ved at gå ned og vores guider sejlede hen til deres favoritsted på floden. Kort tid efter kom der en sværm af flyvende hunde hen over hovederne på os og hen mod “vores” del af junglen. Endnu et magisk øjeblik.

Nattens dyr og magiske oplevelser på Borneo

Tilbage i lejren fik vi serveret en fantastisk middag inden Ali og Along spurgte om vi ville på endnu et trek. De fleste af os var vilde efter at opleve mere af junglen. Vi snuppede vores pandelamper og begav os ud i mørket. Junglen var indhyldet i mørke. Vi kunne kun se nogle meter frem og vidste ikke hvad der gemte sig i mørket.

Vi nåede ikke langt ind i junglen før vi så et malaysisk kæmpe pindsvin, som hurtigt flygtede fra lyset og ind i mørket. Vi så mange dyr i mørket: Fugle der sov, flagermus som spiste og smukke sommerfugle.

Vi gik op på en lille bakke. Vi slukkede vores lygter. Vi var omringet af en masse lysende prikker – ildfluer. Det var endnu et magisk øjeblik at være omringet af de små lys. Ali fangede et par og delte dem ud til gruppen. Vi kunne hver især holde en ildflue, undersøge den og slippe den ud i naturen igen. Helt høje af trekket gik vi tilbage til “spisesalen” og hyggede.

Der blev drukket øl og whisky mens vi fortalte historier og sang. Pludselig kunne vi høre et dyr larme i nærheden. Pludselig sprang en marmorkat ud af mørket, som er meget sjældent observeret af mennesker og fotofælder. Få sekunder senere var den væk, men det havde alligevel været en helt særlig oplevelse. Vi forsatte med at synge indtil generatoren gik ud ved midnat og vi ikke længere havde lys.

En sidste chance…

På tredjedagen blev vi endnu engang vækket af guider som råbte: “Morning safari, morning safari in half an hour!”. Vi gjorde os endnu engang klar til at gå ned til molen. Men i nattens løb var vi blevet ramt af regn og lyn, som havde fået et kæmpe træ til at vælte ned på gangstien.

Jeg blev noget overrasket og havde ikke hørt noget i løbet af natten, mens alle de andre var blevet vækket med et brag. Jeg har åbenbart et godt sovehjerte…Vi kravlede over træet og gik ned til bådene.

Vi så en masse fugle, næseaber og makakaber, men desværre ingen orangutanger. Vi var alle lidt vemodige over ikke at have hilst på orangutangerne, men det havde stadig været en fantastisk oplevelse uden lige! Og Borneo leverede det ene magiske øjeblik efter det andet!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra magiske Malaysia