Indholdsfortegnelse
Bolivia er primært kendt for den smukke natur med fantastiske søer, sletter og bjerge, men oppe i bjergene gemmer sig en barsk hverdag for de mange mænd, som hver dag arbejder i de mørke miner i Potosí. En hverdag, som vi skulle lære lidt mere om.
Gaver til minerne i Potosí
Vi mødtes med vores guide, Julia, udenfor hendes kontor i Potosí. Derefter tog vi en minibus til det lokale marked, her skulle vi købe gaver til minearbejderne.
Vi spurgte Julia, hvilke gaver som minerne helst ville have og om der var noget de manglede. Hendes svar var kort og enkelt: Dynamit og alkohol. Så hun tog os med ind i en lille butik i Potosí, hvor vi kunne købe dynamitstænger, som var det slik. Så tog hun os ind på markedet, hvor vi kunne købe 95 % alkohol, som minerne kunne drikke. ”Bare rolig, de drikker det ikke hele tiden. Kun om fredagen” forsikrede Julia os om.
Efter turen på Potosí marked, tog vi endnu en minibus op i bjergene. Vejen snoede sig afsted, minibussen var proppet til randen og lidt til. Vi nåede et lille hus tæt på Cerro Rico, minen som vi skulle besøge. Her fik vi udleveret vores udstyr: En hjelm, en pandelampe og en dragt.
Vejen ind i jordens indre
Vi kastede et sidste blik på solen og gik ind i den mørke mine. Der gik ikke længe før, støvet fyldte i vores lunger og næsebor. Vi gik sammenbøjet igennem gangene og forsøgte at undgå at ramme mod det lave loft eller brædderne, som hang på kryds og tværs. Vi gik dybere og dybere ned i minen.
To minearbejdere kom ud fra den fjerneste del af minen. Deres ansigter var kulsorte og deres øjne trætte. De færreste minere bliver mere end 45 år gamle, på grund af det hårde arbejde, og de fleste får lungesygdomme, inden de bliver 40. Vi gav dem lidt gaver og hjalp dem med at skubbe deres vogn, som indeholdte på et bjerg af sten, ud af minen. Det var tydeligt, at disse mænd allerede i en ung alder var nedslidte, men de har ikke råd til at holde op med at arbejde, så for at klare livet som minearbejdere, må de drikke smerterne væk.
Julia med El Tío
El Tío – Minernes Gud
Vi lod minerne arbejdede videre, mens Julia tog os med hen til El Tío. El Tío (læs: onklen) er lidt lige som en Gud for minearbejderne. Det er ham som bestemmer i minen. Så de ofrer til ham hver dag, så han ikke bliver sulten og tager en minearbejder i stedet. En gang om året, holder de en fest for ham, i håb om at han så vil give dem endnu et godt år, uden alt for mange dødsfald.
Da vi nogle timer senere, endelig kommer op fra dybet, føler jeg mig mere taknemmelig for solens lys end nogensinde før. Jeg er lettet over at være ude af hulen igen. Heldigvis var det kun for et par timer, men for minearbejderne er det for livet.
Pris for at besøge minerne i Potosí:
Fra 100 bolivianos (cirka 97 kroner) + gaver
Potosí er i øvrigt optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Er minerne i Potosí en menneskelig zoo?
Jeg har hørt, at forholdene skulle have ændret sig en del, siden jeg var der. Der skulle være kommet mange flere besøgende til minerne, som står i vejen for minerne osv., sådan var det ikke, da jeg var der.
Vi stod ikke i vejen for minerne eller opsøgte dem i minerne, i stedet tilbragte vi en stor del af tiden på de områder, hvor der ikke var minearbejdere, hvor vi lærte om kulturen og forholdene. Dog kom de engang i mellem forbi os, fx når de skulle tømme en vogn, der gav vi dem vores gaver.
Det føltes ikke som en menneske-zoo, men det var interessant at få et indblik i en anden verden og se, hvordan lokale også lever i Bolivia. Jeg synes selv, at jeg har fået et større indblik i den lokale kultur og levemåde.
Jeg anbefaler, at I køber sodavand osv. til minearbejderne i stedet for alkohol.
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Mere fra storslået Sydamerika
Roadtrip til verdens største saltørken, Salar de Uyuni
Pyha ja, det må være et hårdt liv at være minearbejder
Ja, det må det være. Der er ikke noget at sige til at de ser så trætte ud! Heldigvis så støtter mange turbureauer nuværende og gamle minere 🙂 Men er da glad for at man lever i et land, hvor forholdene altid vil være i top!
Godt det ikke er mig ,der har sådan et arbejde. Lidt skræmmende og respekt for at nogle overhoved gør det. Men spændende oplevelse:-)
Jeg tror faktisk at de fleste hellere ville lave noget andet, men at de ikke har noget valg, desværre, men man lærer virkelig at være taknemmelig for at være fra Danmark når møder minernes verden. Men er da glad for at nogle af pengene fra turen også gik til minerne 🙂