Geotermale kilder i Waimangu Volcanic Valley, New Zealand

Vi ankom hen på eftermiddagen til Rotorua, en by som vi havde glædet os til. Vi havde på forhånd undersøgt, hvad byen havde at byde på, og der var heldigvis en del at lave. Vi vidste blandt andet, at vi godt ville se nogle af de termiske kilder, som lå i nærheden.

Men vi nåede ikke helt ind til byen, før vi så det første skilt til geotermale kilder ved et sted som hed Waimangu Volcanic Vally (reklamelink). Vi besluttede os for at tjekke det ud!

Echo Crater og Flying Pan Lake

Danskerrabet i Waimangu Volcanic Valley

Vi kørte ind til informationscenteret for at tjekke det ud. Prisen var dyrere end den ellers berømte Wai-O-Tapu Nationalpark, som vi havde læst om og vi begynde, at tvivle lidt på om vi gad betale. Vi snakkede lidt frem og tilbage. Var det overhovedet spektakulært, når vi nu ikke kendte til det og ikke umiddelbart havde set nogle billeder derfra? Og det var jo også mange penge, hvis vi skulle besøge begge parker.

Mens vi stod og snakkede kom en dame hen til os og sagde på dansk, at parken helt klart var pengene og besøget værd. Hun var taget til New Zealand på et working holiday visum og var aldrig vendt tilbage. Hun fortalte os lidt om parken og vi blev overbevist. Vi jokede dog lidt med, om hun ikke kunne give lidt danskerrabet, og wupti, så havde vi sparet 10 %!

Billedet til venstre er venligst udlånt af min mor

Dampende farverige søer

Vi gik ikke langt før vi nåede den første sø. En kæmpe grønt sø med et røgslør af damp liggende lige over sig. Vi fandt en bænk, satte os og lod et ægtepar forsætte deres tur, så vi havde søen helt for os selv. Der var nu noget særligt og måske lidt eventyrsagtigt over dampen der steg op fra vandet.

Inferno Lake (nej, farven er ikke photoshoppet)

Vi forsatte turen efter lidt tid og nåede Inferno Lake, som danskeren havde fortalt os om. Hun havde fortalt, at Inferno Lake skiftede lidt farve over tid, så nogen gange var den lidt kedelig grå, men vi var heldige. Søen var isblå og det var eftersigende den smukkeste farve den kunne have! Vi havde også svært ved at forstå dens skønhed!

Lige som i Abel Tasman National Park, følte vi os heldige over, at kunne nyde et af naturens mesterværker helt alene. Jeg var helt opslugt af søen, og til sidst blev min mor nødt til at hive mig med videre.

Multifarvet terrasser og en boblende undergrund

Vi gik langs en lille boblende å videre ind i parken. På begge sider af stien var jorden farvet hvid, gul, grøn og brun af stoffer fra undergrunden, vandet boblede og sprøjtede ud af huller. Dampen stod op fra flere forskellige steder i jorden.

Vi gik forbi et par flere søer, som næsten virkede kedelige efter Inferno Lake. Vi forsatte til Marble Terrace en naturlig multifarvet trappe/terrasse. Det var som at se på en malers farvepalet! Røgen stod op fra flere steder på trappen. Endnu engang formåede New Zealands natur at forbavse os!

Vi gik gennem den lille skov og noget der mindede om marker. Vi var omringet af af skovdækket bjerge og det var lidt som om, at naturen i sig selv opbyggede vores forventninger til den sidste sø. Søen var ikke noget særligt og virkelig skuffende ovenpå resten af parken.

Men til gengæld var skoven som taget ud af et eventyr og vi forventede næsten, at hobitter kunne komme hvert øjeblik. Danskeren fik ret. Parken var pengene værd. Vi valgte, at tage bussen tilbage og satte os på en bænk, hvor vi kiggede billeder og snakkede om endnu en fantastisk park i New Zealand, som var alle pengene værd!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Læs mere om smukke New Zealand