Muang Ngoi: Fantastisk vandring og lokale oplevelser i det nordlige Laos

Efter nogle dage i Luang Prabang, hvor jeg havde besøgt Sydøstasiens (måske) smukkeste vandfald, Kuang Si, havde cyklet langs Mekongfloden, besøgt templer og søgt tilflugt fra en ekstrem regnmængde i byens “biograf” besluttede jeg mig for at tage videre.

Regnen så heller ikke ud til at stoppe foreløbigt. De fleste backpackere virkede til at rejse mod Vang Vieng i syd, men jeg besluttede mig for at rejse yderligere mod nord mod Nong Khiaw og Muang Ngoi.

Vores “bus”

Den forvoksne tuk tuk mod Muang Ngoi

Det var tidligt morgen. Regnen var stoppet for en stund og temperaturen var til den friske side. Frugtdamerne ved siden af hostellet havde endnu ikke sat deres boder op og der var kun en enkelt tuk tuk på vejen. Jeg fik pruttet manden ned i en fair pris, og vi kørte mod den nordlige busstation.

Her fik jeg hurtigt købt en billet mod Nong Khiaw. Manden i billetlugen pegede mig i retningen af en parkeringsplads. Der holdt ikke nogen bus, men nærmere en forvokset tuk tuk.

Jeg tænkte, at bussen måtte være på vej, og gik over til en af de mange boder, hvor jeg købte lidt frugt og kiks til turen. Da jeg kom tilbage holdt den forvokset tuk tuk stadig på pladsen.

Jeg spurgte to medarbejdere om min bus. De pegede også på tuk tuk’en, og det gik op for mig, at det var min “bus”. En af de to mænd tog min rygsæk og spændte den på taget, mens jeg inspicerede bussen indvendigt. Det virkede mest af alt en tuk tuk med et lille lad, hvor man lige havde hammeret nogle træbrædder op til folk. Jeg fik allerede ondt bagi af bare synet!

Pludselig stod der en pige fra mit hostel og kiggede ind i “bussen”. Vi kiggede lidt skævt på hinanden og begyndte at tvivle på vores egen beslutning om at spare penge ved at booke hele turen selv. Men til gengæld var vi heller ikke i tvivl om, at vi ville få en oplevelse, vi sent ville glemme!

Omgivelserne på vores køretur

En lokal oplevelse uden lige

Vi hoppede ombord og fandt pladser overfor hinanden. Flere og flere mennesker blev selvfølgelig ved med at komme ind i bussen, indtil en mand blev nødt til at sidde ovenpå bagagen i midten. Hver centimeter blev dækket. Vi måtte sidde i akavet stillinger for at kunne være der. I midten stod bjerge af kasser og under bænkene stod der kasser med levende høns.

Affjedringen var ikke eksisterende, så ved hvert et hul (og dem var der mange af!) blev vi kastet op i luften og ramlede hårdt mod træbrædderne igen. Vi kunne ikke lade vær med at grine, vi havde ønsket en lokal oplevelse, og det skal jeg lige love for, at vi fik!

Men de fantastiske landskaber og smilet fra de mange lokale fik os lidt til at glemme den ellers hårde oplevelse. Jeg fandt mit kamera frem og tog billeder af den smukke udsigten. Den lokale mand, ved siden af mig, var også glad for den smukke natur og virkede overrasket over min evne til at tage billeder i den hoppende “bus”. Jeg viste ham billederne, og de var bestemt godkendte.

Nong Khiaw – læg mærke til hytterne til højre

Flere tæsk og den perfekte hytte i Muang Ngoi

Efter tre timers tæsk nåede vi endelig Nong Khiaw, hvor det var planen, at vi skulle stoppe. Vi fandt et sted ved floden, hvor vi spiste frokost. Vi kunne se båden mod Muang Ngoi blive lastet og besluttede os for, at vi lige så godt kunne give vores bagender lidt flere tæsk. Vi købte en billet og nåede ombord på båden som de sidste. Selvfølgelig var der også træsæder på båden.

Vi gled gennem det rolige vand, omringet af bjerge. Landskabet var noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set, men det var lidt svært at nyde med en bagende som efterhånden var mere end mør.

Udsigten fra stien foran vores hytte i Muang Ngoi

Vi ankom til havnen, og priste os lykkelige over, at vi ikke havde valgt at tage til en landsby længere op ad floden. De fleste andre rejsende søgte ind mod Muang Ngoi “by”, men vi søgte i stedet mod venstre for stien, der lå nemlig nogle hytter med udsigt over floden.

For at komme derned måtte vi gå på tynde plankeværker over de høje skranter. Efter at have gået rundt om hytterne i lidt tid, kom der en lille dame og spurgte, om vi ville leje en hytte, så vi spurgte, om vi måtte se en. Den så heldigvis fin ud, og vi spurgte om prisen- 50.000 kip (37 kroner), så var vi solgte!

Udsigten fra vores balkon i Muang Ngoi

Mit laotiske paradis – Muang Ngoi

Vi smed rygsækkene og bestilte to colaer, som vi nød på en tagterrasse ved siden af hytten. Vi skålede på dagens gode deal og grinte af turen derop. Vi gik ind til byen, var jeg ikke i tvivl om, at vi havde fundet et paradis i Laos! Der var næsten ikke andre turister ,og det var som om at tempoet var ti gange langsommere end i Luang Prabang, en by som ellers også er virkelig rolig.

Der var kun en vej af sand, en enkelt “politistation”/et skur fyldt med betjente som havde travlt med at se tv, lidt høns gik på vejen, og en flok lokale drengene spillede en kombination af badminton og fodbold.

Efter nogle timer med afslapning fandt vi en restaurant med udsigt over floden, hvor vi spiste aftensmad. Kulden kom med solnedgangen, og temperaturen faldt til cirka ti grader. Vi pakkede os ind i vores varmeste tøj og krøb under vores tæppe. Hytten var ikke isoleret, men i det mindste var tæppet varmt. Til sidst faldt vi udmattet i søvn, selvfølgelig på maven…

Trekking i disse omgivelser var en smal sag også selvom vi farede lidt vild

Et håndtegnet kort, en hule og mange bomber

Vi sad og spiste morgenmad på en lille restaurant med en anden backpacker og blev enige om, at dagens opgave måtte være en vandretur. Vi spurgte restaurantejeren om lidt tips, og kort tid efter sad vi med et håndtegnet kort til den næste landsby, Ba Na.

Han fortalte os, at når vi nåede en bro, så skulle vi dreje til højre og krydse indover rismarkerne i stedet for at forsætte på vejen, da det skulle være meget smukkere.

Kort tid efter stod vi klar til at forlade Muang Ngoi med vores rygsække og fyldte vandflasker. Vi fik ikke langt, før vi nåede en lille bod, her skulle vi betale et lille beløb for at bevæge os ud i landskabet. Det havde jeg ikke før oplevet i Laos, men det var jo en fin måde at støtte lokalsamfundet på.

Tænk, at vi havde dette helt for os selv!

Vi fandt en hule og gik på opdagelse derinde. Hulen havde under Vietnamkrigen været brugt som beskyttelse mod de amerikanske bomber. Amerikanerne frygtede nemlig at Viet Cong flygtede til Laos og valgte derfor at gennembombe Laos som ellers forholdt sig neutral i krigen, og landet blev hermed det mest bombet land i verden ift. indbyggere.

Flere steder så vi dele af bomber, og senere så vi endda en hel usprængt bombe. I Laos kommer mange lokale til skade hvert år af usprængte bomber, når de arbejder i markerne, eller når de selv vil prøve at flytte dem. Så det gælder om at holde sig til de etableret stier i landet!

De mange rismarker, en ukendt flod og verdens bedst placeret restaurant

Vi så en lille bro, som gik over mod en rismark. Det måtte være her vi skulle over, det passede i hvert fald nogenlunde med kortet. Troede vi….

Marken var helt lukket, så det stod hurtigt klart, at vi var gået lidt forkert, men det gjorde nu ikke meget, for vi var omringet af gule rismarker, storslået bjerge og fredelige køer.

Vejen var ikke altid lige velholdt

Vi besluttede os for at prøve den næste mark, men heller ikke der kunne vi komme videre. Vi gjorde et forsøg ved tredje mark. Her måtte vi hoppe i starten fra sten til sten for at undgå at sidde fast i flere centimeter mudder. For enden af marken var en lille flod, men den fandtes ikke på vores kort. Vi smed sko og sokker og krydsede det kolde vand. På den anden side måtte Aron lige fjerne en igle og vi kunne vandre videre gennem den næste rismark.

Vi så pludselig en bro som førte ind til denne rismark, og vi tænkte, at det måske var her, vi skulle have krydset ind på rismarkerne. Men vi var ligeglade, for vores små omveje havde ført os forbi nogle af de smukkeste landskaber i Laos! Og så var det jo ligemeget, at vi havde brugt fire gange den estimeret tid på turen!

Udsigten fra restauranten, så bliver det ikke smukkere! Kan du få øje på manden på marken?

Vi så pludselig et skilt til Ban Na. Vi var alle skrupsultne og fandt den første og eneste restaurant i byen. Her kunne vi ligge i hængekøjer og se udover rismarkerne og bjergene. Det måtte simpelthen være verdens bedst placeret restaurant!

Vi fortrød alle, at vi hverken havde nok penge med eller tøj med til at kunne tage en overnatning i landsbyen, men måske næste gang…

Vi fik et fantastisk måltid, og besluttede os derefter for at tage ind til “centrum” af landsbyen. Her holdt de voksne en fest, mens børnene gik rundt og legede. I byen lå der amerikanske bomber, mens hønsene og grisene løb omkring benene på os. En lille gruppe børn kom hen til os for at hilse på og en lille pige tilbød os alle lidt af hendes nudelret.

Solen var trukket ned mod horisonten og vi besluttede os for at gå tilbage til Muang Ngoi, inden det blev alt for mørkt. På tilbagevejen snakkede vi om vores oplevelser, som havde været helt i gennem fantastisk! Og vi gik i seng med et kæmpe smil på læberne! Resten af tiden i Muang Ngoi blev brugt på udforskning af huler, trekking til byens udsigtspunkt, slappe af i hængekøjen og nyde udsigten fra vores hytte!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra skønne Laos