“Er det din rygsæk?” spørger kvinden overfor mig. Hun finder det utrolig morsomt at se fire backpackere ombord på det lokale tog til Aranyaprathet. Der er ikke mange udlændinge med toget, og så er der hele fire med hendes vogn. Sådan starter min tur med lokalt tog til Cambodia.

Hun spørger, om vi er på vej til Cambodia og spørger interesseret ind til mine rejseplaner. Jeg fortæller, at jeg er på vej fra Bangkok til Siem Reap, hvorefter jeg skal tilbringe noget tid på at rejse rundt i Cambodia. Vi snakker lidt frem og tilbage, inden hun oversætter det hele til min sidemakker.

Hun fortæller, at hun bliver nødt til at sidde i køreretningen ellers bliver hun køresyg. Hun synes, at det er spændende, at vi er ombord på toget og synes at det er sejt, at jeg rejser alene. Efter en halv times tid når vi til hendes stop og vi siger pænt farvel til hinanden.

Da hun står af, går det op for mig, at vi lige har haft en lang samtale og de eneste to ord vi havde til fælles var Chiang Mai og Cambodia. Sådan er det at køre med lokaltog fra Bangkok til Cambodia, og jeg er vild med det!

bangkok til siem reap

En tidlig morgen

Det hele startede tidligt om morgenen. Kl 5.55 tøffede toget ud af Hua Lamphong togstation i Bangkok. De næste seks timer gik turen mod Aranyaprathet gennem rismarker, små landsbyer og forbi søer fyldt med lotusblomster. De lokale kiggede lige en ekstra gang, da de så de fire blegfise, som havde vovet sig ind i det lokale tog. Sælgere gik ned gennem gangene med alskens mad, børnene legede titte-bø og faldt i søvn op ad os. Vi nød de seks timer og med musik i ørene, læsning af bøger og snakken med de lokale, gik tiden hurtigt.

køer i thailand

Overfaldet af tuk tuk chauffører

Vi ankom til Aranyaprathet og blev straks overfaldet af tuk tuk chauffører, som ville køre os de 6 kilometer til grænsen. Jeg havde heldigvis undersøgt på forhånd hvad turen burde koste. Så da de alle krævede en pris, som var alt for høj, så gik vi fra chauffør til chauffør. Til sidst fandt vi en, som ville køre os alle fire til grænsen for kun 80 baht i alt (cirka 15 kroner), men det krævede nogle hårde forhandlinger.

Vi maste os ind i tuk tuk’en og måtte sætte os i højst mærkelige og ukomfortable stillinger for at kunne være der. En måtte holde fast på to rygsække og vi sad alle med mindst en rygsæk på skødet, men det var meget sjovt og turen tog kun 10 minutter, så kunne vi more os over vores stædighed.

Vi havde valgt, at vi ville krydse grænsen sammen, så skulle vi også køre sammen! Chaufføren satte os af ved et lille kontor ved grænsen og prøvede, at bilde os ind, at dette var grænsen. Vi fortalte, at vi alle sammen allerede havde et visum, hvilket ikke passede, og pludselig ville de gerne pege os i retningen af den egentlige grænse.

Morgentog i Bangkok

Da vi gjorde grænsebetjentene sure….

Vi blev hurtigt stemplet ud af Thailand og gik det korte stykke til den cambodianske grænse. I Thailand er det forbudt, at spille om penge, så mellem grænserne ligger der en masse kæmpe casinoer, så thailænderne kan få stillet deres spillelyst uden egentlig at befinde sig i landet.

Vi havde dog ikke det store behov for at spille og gik direkte til grænsen. Betjentene der prøvede, at få ekstra 100 baht (cirka 18 kroner) for visummet, men heldigvis vidste vi, at det kun kostede 30 dollars, så det var det vi betalte. Der var ingen sure miner fra betjentene, men da vi begyndte at advare andre rejsende mod at betale for meget for deres visum, så var det ikke ligefrem kærlige blikke vi fik fra betjentene 😉

landet i thailand

Velkommen til Cambodia!

Vi blev stemplet ind i Cambodia og kunne nu gå ind i Cambodia. Der blev vi mødt af smil og et “Velkommen til Cambodia!” af de ansatte, som satte os ombord på den officielle, gratis bus til busstationen.

Der købte vi en billet til Siem Reap og så snart bussen var fuld gik turen mod vores første stop i Cambodia og efter cirka 12 timer, en taxa, et tog, to tuk tuks, to busser og to gåture stod vi nu udenfor vores hostel i Siem Reap. Det var en lang vej fra Bangkok til Siem Reap uanset hvad du vælger. Men turen med tog, tuk tuks og busser er i hvert fald mere begivenhedsrig end en tur med turistbus og så er den smuk. Jeg vil anbefale til alle, som elsker smuk natur og lokale oplevelser!


Pris for at komme fra Bangkok til Siem Reap med lokalt transport:


Tog til Aranyaprathet, 6 timer 48 baht (cirka 9 kroner)
Tuk tuk til grænsen, Poipet 80 baht for op til fire personer (cirka 15 kroner, 3,5 kroner/mand)
Bus til busstationen i Cambodia

(‘Poipet Tourist Passenger International Terminal’)

0 kroner
Transport til Siem Reap Bus/minivan: 9 dollarsDele taxa: 12 dollars pr person

En hel taxa: 48 dollars

Det burde dog være muligt, at få prisen for taxa længere ned, det lykkedes for mig i 2011

I alt (med 2015-kurser):

Fra 74,75 kroner

Vil du hellere hurtigere og mindre besværligt til Siem Reap fra Bangkok, så findes der også busser som kører mellem de to byer. Busserne er store og behagelige. De stopper naturligvis ved grænsen og venter på, at alle har fået deres visum, inden de kører videre. Der findes forskellige selskaber og standarder på busserne. Selv kan jeg anbefale Giant Ibis og Travel Mart Bangkok.

Vær dog opmærksom på, at de nogle gange vil ordne visummet for dig, for 5 dollars ekstra, og man kun kan undgå det ved at have lavet et evisum først. Til gengæld slipper du for, at de prøver at snyde dig ved grænse. Tjek buspriser her(og husk altid at læse betingelserne først).

lokalt tog til Cambodja


Undgå at blive snydt:


Poipet er kendt for deres mange scams, her er nogle gode råd til at undgå at blive snydt på:

  • Lad vær med at købe visum før du har forladt Thailand. Du skal først stemples ud af Thailand!
  • Sig at du har et visum, så bliver du ikke ledt ind på det “visumkontor”, men bliver sendt i retningen af grænsen, hvor du ikke skal betale overpris for dit visum
  • Prut om prisen for en tuk tuk og hold fast i prisen, det burde ikke koste mere end 80-100 baht for fire personer at køre turen!
  • Betal ikke grænsebetjentene mere end 30 dollars for dit visum. Det ser officielt ud, at du skal betale 30 dollars og 100 baht, det skal du IKKE!
  • Husk et pasbillede ellers koster det vist 5 dollars ekstra for dit visum
  • Betal med dollars, så betaler du ikke overpris. Veksel baht i Bangkok, hvis du ikke har dollars, der får du den bedste kurs

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Flere indlæg fra Cambodia/Thailand

12 Comments

  • Det lyder godt nok som en vild tur! Det er jeg ikke helt sikker på at jeg helt har mod på når jeg skal til Cambodja, men det kan jo være at det er lettere når man har lidt mere rejseerfaring 😉

    • Det var også en rigtig fed tur, Katrine! Jeg er sikker på at du kan klare det også selvom du er “grøn” backpacker. Du skal bare have lidt tålmodighed og så kan du evt. følge rådene her, så er jeg sikker på at du nok skal klare det fint 🙂

  • Hej Tine!

    Min søster og jeg har bestilt flybilletter til Bangkok den 20. september, hvor vi har planer om at skulle backpacke i en tre måneders tid i Thailand og de omkringliggende lande. Jeg er virkelig glad for at jeg har fundet din blog, den har givet mig SÅ meget inspiration og gjort det hele mere overskueligt for mig som aldrig har prøvet at rejse på denne måde før.

    Vi har planer om at skulle til Thailand, Laos, Vietnam, Cambodja og Filippinerne.

    Jeg er meget i tvivl om hvilken rækkefølge det er smartest at rejse i, i forhold til transport, og tænkte du nok havde en del erfaring med det? Jeg har læst dine guides til de forskellige lande, hvilket virkelig er til stor hjælp, men når man skal rejse fra land til land, bliver jeg mere i tvivl om rækkefølgen. F.eks. synes jeg togturen mellem Bangkok og Siem Riep lyder som en fed måde at komme fra Thailand til Cambodja på, men hvis vi alligevel rejser til nordthailand (følger den rute du har foreslået) til Chiang Mai er det måske smartest at tage til Laos derfra, når vi alligevel er i nord, så tage til Vietnam og derefter Cambodja?

    Derudover har jeg tænkt meget på hvad man skal passe på med at spise for at undgå madforgiftning? Såsom salat og frugt? Eller hos gadekøkkenerne?

    Jeg håber meget du har tid og vil svare på mine spørgsmål! Og tusind tak for en rigtig spændende blog, som jeg snart har læst til hudløshed!

    Venlig hilsen
    Marie

    • Hej Marie (og søster)

      Tusind tak for de søde ord. Jeg er glad for, at du har fundet inspiration og hjælp på bloggen 🙂

      Mange tager turen Bangkok – Cambodja – Vietnam – Laos – Bangkok, men den kan også sagtens tages omvendt. Jeg vil faktisk anbefale, at I tager slow boat’en mod Luang Prabang fremfor væk fra byen, da strømmen gør turen mod Luang Prabang væsentlig kortere end turen derfra 🙂 Togturen fra Bangkok til Siem Reap kan også tages den modsatte vej. Toget kører fra Aranyaprathet til Bangkok kl 6.40 og kl 13.55, hvis I er blevet hooked på den idé. I kan finde en masse information om togture her: https://www.seat61.com/Thailand.htm

      Så jeres tur nok ville hedde Bangkok – (nattog til) Chiang Mai – Slow Boat til Luang Prabang – rundt i Laos – Hanoi – gennem Vietnam til HCMC – Phnom Penh – gennem Cambodja – Bangkok – evt lidt af syd og videre til Filippinerne.

      Jeg har sjældent oplevet at få madforgiftning og ofte har den ikke været så slem. Generelt, så skal man passe på med salat (papayasalat kan man sagtens spise, men det kan være stærkt 😉 ), spiser man på steder som er ejet af vesterlændinge, så kan man dog som oftest godt spise salaten ellers kan man alternativt købe grøntsager på det lokale marked eller i supermarkedet og lave sin egen salat. Frugt kan I godt spise løs af, der kan selvfølgelig sidde lidt jordbakterier på som man kan skylle af med flaskevand. Nogen mener dog, at man skal holde sig fra frugt som man ikke kan skrælle, dog har jeg aldrig haft problemer efter at have spist frugt, men det må være op til jer selv om I vil prøve. De lokale kan heller ikke tåle at drikke vandhanevandet, så I behøver ikke frygte isterninger osv. I skal absolut ikke undgå gadekøkkenerne, det er noget af det bedste i Asien! Men også her har jeg lidt tips:

      1. Gå efter travle steder, så bliver ingredienserne brugt ofte og hurtigt, så kødet ligger ikke i varmen og bliver bakteriebomber (og smagen er ofte spot on, hvis der er mange lokale der)
      2. Tjek om bestik og tallerkener bliver vasket i restauranten (det er ikke altid, at man kan se det, men igen er der mange lokale så er hygiejnen også oftest i orden)
      3. Varmt mad er oftest mest “sikker”, særligt når det kommer til kød
      4. Spis steder som de lokale har råd til at spise på – igen for at være sikker på at ingredienserne bliver udskiftet ofte 😉

      Jeg har dog flere gange selv undladt at følge rådene helt og har fx spist koldt kød, men har været ramt få gange. Skulle det ske, at I er uheldige at blive ramt, så skaf noget isotonisk væske og vent til det hele er ude eller hvis det er helt slemt, så gå til læge og få noget antibiotika (er I meget syge, så kan det nogen gange lade sig gøre at få lægen over på hostellet/hotellet).

      Jeg håber, at det var svar nok ellers må du spørge igen 🙂 Og tusind tak for de søde ord! Jeg overvejer faktisk Filippinerne til efteråret, så måske der dukker mere inspiration op til jeres rejse der 😉 Ellers skal I være velkommen til at følge med på min tur til Kina, Sri Lanka, Malaysia og hvad der ellers sker derefter.

      Ellers god rejse!
      Tine

  • Der ser virkelig dejligt ud! Vi er på vej til Thailand om en måneds tid, men har planer om at drage videre og se noget af Cambodja, og jeg kunne virkelig godt tænke en togtur. Så tak for alle dine tips!

    • Det er også virkelig dejligt! Jamen, så er det jo oplagt med denne tur. Nattog til det nordlige og sydlige Thailand er også hyggeligt 🙂 Det var da så lidt, er glad for at høre, at de kunne bruges! Rigtig god tur!

  • Hej Tine
    Hvor bestilte I jeres billet til toget henne? Gjorde du det på nettet eller dengang i kom til Thailand? Og syntes du, at det var turen værd? Ser frem til at høre fra dig
    Mvh
    Sofie

    • Hej Sofie

      Jeg købte bare min togbillet på stationen omkring 40-60 minutter før afgang (og så brugte jeg resten af tiden på at købe nogle snacks og finde en plads).
      Jeg syntes, at det var turen værd. Det er virkelig en smuk køretur! Og jeg syntes, at det var lidt sjovt at skulle med lidt forskelligt, men jeg må også indrømme, at de sidste par timer føltes lidt lange…Og jeg kan i hvert fald anbefale, at du har en god lydbog eller podcast med. Alternativt så slut af med en taxa, så du ikke skal vente på, at bussen bliver fyldt op 🙂

      God tur,
      Tine

  • Hej Tine.

    Tak for en mega fed rejseblog. Jeg har brugt mange timer på at læse dine indlæg og blive inspireret!

    Min kæreste og jeg skal til efteråret to måneder til Asien og drømmer om landene Thailand, Laos, Cambodja og Vietnam (og måske slutte af på en ø i Thailand). Nu er vi kommet i tvivl om det kan lade sig gøre at nå forbi alle landene, eller om vi burde skippe en af dem. Vi ønsker naturligvis ikke, at det bliver noget hastværk at nå det hele. Hvad er din erfaring ift. hvor længe man evt skal bruge de respektive steder, nu når vi ikke har alverdens tid? 🙂 Vi havde selv overvejet, om vi burde skippe Laos også holde os til de andre 3 lande. Som andre har skrevet, er vi også blevet meget hooked på togturen du har beskrevet mellem Bangkok og Cambodja. Så det vil vi rigtig gerne.

    Håber du har tid til at svare og give lidt gode råd 🙂

    Vh Sofie

    • Hej Sofie
      Mange tak, jeg er glad for at høre, at du kunne finde den brugbar og inspirerende.

      Jeg synes som oftest, at man får flest oplevelser, og at man kommer tættere på de lokale, når man har tid nok.
      Så jeg ville nok skære et land fra, men hvis jeres tid i Thailand kun er et par dage i Bangkok og en uge på en ø, så kan det godt være, at det ville kunne lade sig gøre at besøge de andre lande. Hvis jeg var jer, så ville jeg opleve det i Nordthailand, som I nu synes, I vil opleve, tage til Cambodja og rejse op gennem Vietnam. Når I nærmer jer Nordvietnam, så kan I se, om I har tid til at se Laos eller om I bare skal holde jer til den ene ø i Thailand 🙂

      Selv har jeg sjældent en idé om, hvor mange lande jeg når, når jeg rejser. For jeg vil hellere bruge den tid, som jeg føler er rigtig end at skulle stresse for at nå gennem et land for at besøge det sidste land, som jeg har besluttet mig for at besøge…. Så hellere tage et ekstra land med som bonus, hvis man undervejs føler, at der er plads til det 🙂

      Jeg håber, at det gav mening.
      Mvh Tine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *