Delvis reklameindlæg

Vi landede sent i Gdańsk Lech Wałęsa Lufthavn og priste os lykkelige for, at vi kun rejste med håndbagage og derfor kunne gå direkte ud til en taxa og køre mod vores hostel (reklamelink), som mest af alt mindede om et hotel. Vi lagde os til at sove med det samme mens vi glædede os til vores forlængede weekend i Gdansk!


Dag 1


den gamle bydel i Gdansk

Cruise til Westerplatte

Efter en hurtig og rimelig tør morgenmad fra den lokale bager gik vi ned til Gdansks svar på Nyhavn, havnefronten ved Visla-floden. Vi skulle nemlig starte dagen med et cruise til Westerplatte, hvor Anden Verdenskrig startede, da tyskerne bombede halvøen den 1. september 1939 i håb om en hurtig sejr over polakkerne. Men polakkerne formåede at holde tyskerne i skak i en uge, før de overgav sig.

Vi skulle sejle i et kæmpe “Piratskib”, noget som vi normalt ville have stemplet som en værre turistfælde og dermed have undgået, men da vi nu havde fået billetten gratis, så kunne vi jo lige så godt prøve. Normalprisen er 42 zloty (73,5 kr). Vi var tidligt ombord og fik en god plads på en bænk og så var det bare at vente til afgang.

Motlawa-floden i Gdansk

Flere og flere kom ombord og til sidst var der ikke flere siddepladser på de øverste dæk. I stedet stod folk som sild i en tønde. Vores bange anelser blev til virkelighed, da vi begyndte at sejle.

Vi var omringet af folk, som hoppede fra den ene side til den anden side mens de tog billeder. De asede og masede sig frem for at få en god plads. Nogle børn begyndte at græde, voksne råbte til hinanden, stemmen fra manden i højtalerne druknede i menneskemængden og vi var næsten ved at den ene selfiestang i hovedet efter den anden!

aktiviteter i Gdansk

Vi havde valgt ikke at have tid i Westerplatte og glædede os over, at størstedelen stod af båden. Vi sejlede op forbi mindesmærket og forsatte turen tilbage til centrum. Tilbageturen var en helt anden. Bortset fra lidt livemusik, som lige var anelse for høj, så var der pludselig en anden ro. Der var plads til at gå lidt rundt på båden og tage de billeder, som vi nu skulle have lyst til og vi nød faktisk turen tilbage!

Nogle folk på land stod og vinkede til os. Et par kajakroer var på en guidet tur på vandet, flere små bilformet motorbåde sejlede rundt omkring os og solen var begyndt at titte frem. Gdansk var alligevel dejlig!

mad i Gdansk, Polen

Osten ses her til højre

weekendmarked i Gdansk
Håndværk på weekendmarkedet i Gdansk

Weekendmarked, Amber Sky og Gdansk’ bedste strandstole

Vi gik os en tur i den gamle bydel. Overalt var der farverige byhuse, smukke kirker og vildt dekoreret bygninger. Vi faldt over et weekendmarked fyldt med smukt håndværk og lokale specialiteter. Vi købte det vi troede var en kage med syltetøj, bagt over bål, men det viste sig at være en meget salt ost – ingen af os kunne komme os over den salte smag og i stedet endte osten i skraldespanden.

amber sky, Gdansk

Vi gik over mod det store pariserhjul, Amber Sky. Ved hjulet havde de lavet en ministrand. Her fandt vi et par lækre strandstole, som vi kunne ligge i mens vi nød solen og jeg faldt da vist også lidt i søvn 😉 Vi tog op i Amber Sky, hvor vi fik en smuk udsigt over hele byen og fik hele fire ture inden vi atter kom ned igen. Vi tog endnu en tur i den gamle bydel og slappede lidt af på vores hostel inden vi tog ud og spiste om aftenen.

Læs også: Her skal du spise i Gdansk!
seværdigheder i Gdansk
Den gamle bydel i Gdansk


Dag 2


togstation i Gdansk

Togstation i Gdansk

både i Sopot, Polen
Både på stranden i Sopot

Strandliv ved Sopot

Dag to havde vi dedikeret til en god strandtur. Sopot er en lille strandby blot 12 km fra Gdansk, som er polakkernes ferieby nummer et. Efter en omgang morgenmad gik vi ned på den nærmeste togstation (Gdańsk Główny railway station), hvor vi købte en returbillet til os hver for den nette sum af 5,6 zloty (cirka 10 kroner).

Det var dejligt at køre gennem Gdansk med forskellige dele af byen susende forbi vores vindue. Vi nåede en station, som hed noget med Sopot og spurgte damen overfor os om hun vidste hvor mange stationer der var i Sopot, hvortil hun svarede one. Vi hoppede af toget og fulgte den lille menneskeflok ud af stationen.

Europas længste træmole

Europas længeste træmole

Vi kom ud i et forstadskvarter og i gennem en lille park. Vi havde læst, at stranden skulle være næsten lige ved stationen, så vi undrede os over at vi endnu ikke havde set et skilt dertil. Vi brugte tegnsprog til at spørge tre hjemløse om vej og blev sendt i den rigtige retning. Efter en lang gåtur nåede vi endelig stranden!

Solen skinnede foroven. Vi smed skoene og satte os i det bløde sand. Der var ikke mange mennesker og vi nød roen. Efter noget tid besluttede vi os for at gå ned mod molen. Vi kom forbi et par både i vandet og nogle lokale sad og fodrede mågerne.

Vi nåede molen, som er Europas længste træmole og vi kunne nu mærke, at vi var kommet til et populært sted. Overalt var der små madboder som solgte is, vafler, sodavand m.m. Vi blev lidt forarget over at det kostede penge at komme ud på molen og vi besluttede os for at se den fra siden.

is i Sopot

Den hjælpsomme dame

Vi gik ad hovedvejen og blev på et tidspunkt lidt i tvivl om vejen. Pludselig sagde en gammel dame noget til min mor på polsk. Vi forstod ikke hvad hun sagde, men vi forstod budskabet. Jeg fandt vores kort og pegede på togstationen. Da hun havde fået knebet øjnene tilpas sammen til at hun kunne læse kortet, forstod hun hvor vi skulle hen. Hun pegede os i den rigtige retning og sagde noget på polsk.

costa coffee i Sopot

Den berømte Costa Coffee i Sopot

Vi takkede hende for hjælpen og begyndte at gå i den retning, som hun havde vist os. Ganske rigtigt, så kunne vi se et skilt til togstationen og der gik ikke lang tid før vi kunne se skinnerne.

Vi var dog lidt i tvivl om der kun var en vej ind til stationen, så jeg gik lige et par skridt til højre for at tjekke, da vi pludselig hørte en sige: “No no no no no!” bag os. Det var den gamle kvinde, som ville sikre sig, at vi kom til det rigtige sted. Derefter fulgte hun tæt bag os indtil vi var kommet ind på stationen.

Fantastisk gademusik

Vi spiste en tidlig middag, så tidlig at vi var de eneste i restauranten, da vi kom. Dernæst tog vi ned til vandet for at tage nogen aftenbilleder. Ved Brama Zielona stod fire kvinder og spillede klassisk musik – det var altså gademusik på højt plan. Jeg kunne lytte til det i timevis. Solen var på vej ned og stemningen var høj. Den perfekte afslutning på en dejlig dag!

Læs også: En forlænget weekend i Budapest – skal man tage tilbage til en fuser?


Dag 3


Solidaritetsmuseet i Gdansk

Solidaritetsmuseet

Vi startede dagen på Solidaritetsmuseet. Normalt er jeg ikke til museer, men vi blev virkelig positivt overrasket over Solidaritetsmuseet! Museet gennemgår historien om fagforeningen Solidarity (Solidarność) og dens formand Lech Wałęsa. Det var den første fagforening i et Warsaw Pact land (som bestod af syv østeuropæiske lande og Østtyskland), som ikke var styret af kommunistpartiet.

museer i Gdansk

Lech Wałęsa opfordrede sine kollegaer, fra et skibsværft i Gdansk til at boycutte offentlige møder, fordi landets studerende var blevet stoppet af politistyrker efter en lang række protester mod regeringen. I 1970 hævede regeringen priserne på almindelige varer og Lech Wałęsa var med til at sætte en lang række strejker i gang.

attraktioner i Gdansk

Museet tog os gennem det ene rum efter det andet, hvor vi oplevede historiens gang fra en simpel skibsværftarbejder, som kæmpede mod det uretfærdighed og endte med at få kommunismen i Polen til at falde. Jeg blev helt opslugt af historien og det interaktive museum og fik for engang skyld lyst til at læse samtlige skilte på museet!

Jeg har hørt, at regeringen vil forsøge at omskrive historien på museet (og på Anden Verdenskrigsmuseet), så Lech Wałęsa og Solidarity ikke længere får æren af at have stået i spidsen for revolutionen, som fik det første kommunistiske styre til at falde.

den bedste udsigt i Gdansk

Gdansk’ måske bedste udsigt

Regnen silede ned og vi besluttede os for at få lidt at drikke, inden vi tog videre og heldigvis stoppede regnen igen. Vi gik dernæst til den gamle bydel igen. Vi kom tilfældigvis forbi Saint Catherine’s Church, som har et højt klokketårn. Jeg kunne simpelthen ikke modstå fristelsen om endnu en god udsigt og så skulle der kun være 61 trin til toppen.

kirke i Gdansk

Så jeg besluttede mig for, at gå derop! Det var dog 61 trin til billetlugen (10 zloty (20 kr) for voksne og 5 for studerende) og 258 trin til toppen.

Det var lidt hårdt for en halvsyg krop, men solen tittede lige frem bag de mørke skyer, da jeg kom til toppen og gav det perfekte lys til mine billeder. Jeg havde 360° udsigt over Gdansk og var simpelthen så glad for at jeg fik det gjort!

Vi delte en pizza til frokost ved det hyggelige Market Hall og begav os derefter mod lufthavnen, glade over en dejlig forlænget weekend i Gdansk! Havde vi haft mere energi, så havde vi også besøgt 2. Verdenskrigsmuseet, men det må vente til en anden god gang, hvor vi begge er mere friske.

Praktisk information om Gdansk, Polen

Hotel i Gdansk

Vi boede på Kamienica 22 Stare Miasto* som mest af alt minder om det hotel. Det er billigt, værelset er stort og det samme er badeværelset. Hostellet ligger perfekt! Det ligger i gåafstand fra de fleste attraktioner, men er tilpas væk fra turistcentrum til, at man ikke hører evt. larm. Vi var begge meget positivt overrasket over standarden. Dog er sengene en anelse til den hårde side, men vi ville gerne bo der en anden gang.

Leder du efter noget lidt bedre, så kunne Radisson Blu Hotel eller IBB Hotel Dlugi Targ som begge har en fantastisk placering lige midt i det gamle kvarter! Se en liste over hoteller i Gdansk her.

Hotellinks er reklamelinks. Det betyder, at bloggen tjener få kroner, hvis du bruger dem til at booke dine overnatninger, men det koster ikke dig ekstra. På forhånd tak for at bruge dem.

Hvordan kommer man til og fra lufthavnen i Gdansk?

Den offentlige transport passede overhovedet ikke til vores fly fra Billund. Vi landede meget sent, derfor tog vi en taxa. Vælger du taxa, så husk at prutte om prisen først! Omkring 60 zloty (cirka 100 kr) er meget normalt.

Bus nr. 210 kører ind til centrum af Gdansk eller du kan tage et tog, hvis du altså ankommer på et tidspunkt, hvor det kører.


pomorskie travel

Jeg fik adgang til Amber Sky, Solidaritetsmuseet, cruiset til Westerplatte og en enkelt middag betalt af det lokale turistbureau, derfor er indlægget markeret som delvis sponsoreret, men resten af turen har jeg selv betalt. Men alle holdninger og evt. dårlige jokes er selvfølgelig mine egne 😉


Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra Europa

10 Comments

  • Ja, Gdansk er en dejlig by med god stemning til en forlænget week-end – og vi var heldige med vejret. Og det søndagsmarked var da helt vildt – har da ALDRIG oplevet så stort et marked.

    • Helt enig! Jeg har også læst af det skulle være et af de største markeder i Europa eller sådan noget…

  • Gdansk er en flott by, og jeg hadde også en veldig fin dagstur til Sopot. Kjenner meg igjen på alle stedene, bortsett fra at jeg ikke var oppe i klokketårnet, så den utsikten gikk jeg visst glipp av. Jeg ble også positivt overrasket over solidaritetsmuseet. Tenk om alle museer var like interessante og flotte!

    • Ja, det er den og vi blev positivt overrasket. Vi skal klart tilbage til Polen Det var også et tilfælde, at vi opdagede, at man kunne komme derop og det var svedeturen værd Godt, at høre at du også var begejstret for solidaritetsmuseet. Fik du besøgt Anden Verdenskrigsmuseet?

  • Der er absolut ingen grund til at tage taxa til/fra Gdansk Lufthavn. Der går en letbane ca. hver halve time. Køb billet i billetautomaten, som også taler udenlandsk 🙂
    Ellers en glimrende artikel om en by, jeg holder meget af.

    • Nej, hvor fedt. Vi ankom så sent, at vi bare valgte at hoppe i en taxa 🙂 Kan du huske hvad letbanen koster? Indlægget er egentlig også 1,5 år gammelt, men er blevet opdateret med ny viden, så datoen er også blevet opdateret 🙂
      Jeg blev også vild med Gdansk, den overraskede meget 🙂 Jeg er glad for, at du kunne lide indlægget.

  • Vi skal Gdansk om et par weekender, og derfor er det fedt med noget inspiration. Markedet, er det kun om søndagen. Og ved du hvad det hedder?

  • Anden Verdenskrigsmuseet i Gdansk er et besøg værd. Der var en del politiske diskussioner før museet kunne åbne.
    Da det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighedspartiet kom til magten i 2015 forsøgte de at forpurre museets færdiggørelse og åbning. Men det kunne endelig åbne den 23. marts 2017.
    Den overordnede historie om krigens udvikling fortælles selvfølgelig på museet, men der lægges meget vægt på krigens konsekvenser for almindelige menneskers liv og hverdag. Selv den tyske civilbefolkning led også under krigen!
    Vi brugte en hel dag på museet! Og det er en god ide at købe billet hjemmefra!

    • Jeg har også kun hørt godt om museet, men vi var desværre begge halvsyge, da vi besøgte Gdansk, så energien til at besøge museet var der ikke lige. Men det er klart på listen til næste gang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *