Coasteering i Wales – En fed adventureoplevelse

På en parkeringsplads i Holyhead bliver vi mødt af Sam som skal være vores guide på dagens coasteeringtur. “Det er den perfekte dag til coasteering! Solen skinner, vandet er nogenlunde roligt og vandet er hele 14-15 grader varmt” siger Sam med et kæmpe smil på læben.

Med tanken om 14-15 graders “varmt” vand får jeg mere lyst til at kravle tilbage under dynen på mit hotelværelse, med en kop te, end at hoppe i vandet. Vi forsøger alle at sætte vores bedste smil og humør op, men vinden har allerede fået os til at lyne vores jakker helt op.

Sam stikker mig en våddragt og der er pludselig ingen vej tilbage. Jeg kommer hurtigt i våddragten og bemærker, at den er noget tyndere end den, jeg havde på et par dage forinden, da vi surfede og der var vandet trods alt varmere.

Når vi alle mødes igen, får vi en lille briefing af Sam om dagens rute og lidt om hvad vi kan forvente.

Han slutter samtalen med en “Det er selvfølgelig vigtigt, at I følger mine instrukser, da det kan være farligt derude. Det er selvfølgelig også vigtigt, at I holder øje med bølgerne, og hvis I er ved at kravle op på en sten, og der kommer en bølge mod jer, så er det vigtigt, at I kaster jer ud i vandet igen i stedet for at forsøge at holde fast i klippen, for….øh ja, lad os bare komme afsted.”

En kold fornøjelse

Jeg når ikke at tænke mere over hans ord, før de andre er på vej ned mod vandet. Vi spejder ud mod vandet med nervøse smil på læberne, Sam forsøger at piske en stemning lidt op. En efter en går de andre i vandet foran mig.

Det gibber i hele min krop, som jeg træder ud i vandet. Hele min krop stritter i mod og den er lige ved at vende om, men jeg tvinger den fremad. Blodet forsvinder fra mine fødder og mine tæer bliver helt kolde.

Efter få meter kan vi ikke længere gå, i stedet bliver vi nødt til at svømme i det kolde vand. Jeg udstøder et lille hvin, da jeg tvinger overkroppen under vand.

Den skjulte sten og lidt vanvid…

Vi kommer op på den første klippeafsats og kan gå langs klippen i en kort periode. Sam stopper. Han peger ud mod havet og siger: ”Så skal vi ud i vandet igen og svømme hen til den store sten som ligger ude i vandet”.

Jeg kigger i den samme retning og tænker: Sten? Hvilken sten? Jeg kan da ikke se noget. En lille bølge knækker ude i vandet og det går op for mig, at stenen, som vi skal sigte efter, er dækket af vand. En efter en hopper vi i vandet og svømmer hen til stenen.

Jeg kigger tilbage på klipperne og tænker kort, at det er da sådan et sted, hvor der sikkert har været mange skibsforlis og mange døde mennesker, fordi de ikke har kunne komme op på land eller fordi de er blevet knust op mod klipperne af bølgerne.

Jeg stoler på Sam og hans dømmekraft, men samtidig kan jeg ikke lade vær med at tænke over hvor vanvittigt det er, at vi giver os i kast med coasteering!

Den casual guide

Vi kaster os igen ud i det kolde vand, men vores kroppe virker til at have vænnet sig til havtemperaturen og vi kan nyde svømmeturen noget mere. “Nå ja, jeg svømmede rundt om øen i sidste weekend” fortæller Sam i en casual tone, som om at han lige havde fortalt, at han gik 100 meter til bageren…

Undervejs peger han på forskellige steder og siger: “Det der sted er mega godt, hvis man gerne vil klatre. Klatrer I?” – Vi kigger alle på hinanden med et skeptisk blik og vores larmende tavshed brydes kun af lyden af havet.

I kamp mod elementerne

Vi når klipperne igen. En efter en, klatrer de andre op på stenene. Jeg kan ikke finde balancen og bliver ved med at glide ned. Strømmen forsøger at trække mig ud på åbent vand, mens bølgerne skubber mig ind mod klipperne.

Jeg overvejer kort, om det er nu, at jeg skal kaste mig ud i vandet igen, som Sam fortalte, eller hvad jeg skal gøre. Hurtigt beslutter jeg mig for at hænge fast i stenen. Da vandet trækker sig tilbage, bruger jeg armene til at trække mig op. Jeg når lige op, da vandet rammer stenen igen.

Klippespring med højdeskræk

Vi begiver os langs kanten og hen til et udspringspunkt fra klippen. Der er ikke mange centimeter ned til vandet og vi bestemmer selv, hvor højt oppe vi står.

Da vi ligger i vandet, peger Sam på en anden del af klippen og spørger hvem der vil hoppe derfra. Michael, fra Time Travel Turtle, tøver ikke og hopper straks ud fra klippen og kort efter følger Sian, fra Visit Wales, efter.

Jeg har også besluttet mig for, at jeg skal springe. Jeg kravler op på klipperne. Jeg bevæger mig ud til kanten. Mine ben ryster under mig. Jeg kan ikke finde balancen på det lille stykke klippe.

Sam står bag mig og kommer med opmuntrende ord og tilbyder, at jeg kan holde fat i hans arm, indtil jeg har fundet balancen.

Jeg tager i mod armen, men beder ham pænt om at tie stille. Jeg ved, at jeg skal finde styrken indvendigt, hvis jeg skal hoppe, og det kommer ikke med opmuntrende ord fra andre.

Flere gange skal jeg til at springe, men min krop stritter i mod. I flere minutter står jeg og kæmper med mine egne tanker, inden jeg formår at tømme hjernen og tage springet ud i vandet. Efterfølgende er jeg helt høj over, at jeg turde springe.

Tikva, fra Gezinopreis, er den sidste der springer inden vi svømmer over til en klippe, kravler op og går tilbage til parkeringspladsen, ovenpå en fed aktivitet!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

---

Jeg var inviteret til Wales af Visit Wales, i forbindelse med en konference som blev afholdt af Iambassador og Visit Britain. Oplevelserne og højdeskrækken er som sædvanligt min hel egen 😉 

#STSBelfast #VisitWales #Findyourepic

---

Mere fra dejlige Storbritannien 

Alle billeder (bort set fra coverbilledet) er taget af og venligst udlånt af Tikva, fordi mit eget aktionkamera var gået i stykker…