Coromandel – Flotte strande og frodig natur nær Auckland

Efter at have besøgt Hobbiton og overnattet i Mclaren Falls Park sætter vi kursen mod Coromandel halvøen, som ender med at blive endnu et højdepunkt på vores tur til New Zealand.

Hot Water Beach – Coromandels særpræget strand

Vi kører ind til parkeringspladsen til Hot Water Beach. Vejret er for første gang rigtig skøn og vi kan skifte til shorts, en t-shirt og en tynd cardigan. Det er første gang på vores ferie i New Zealand, at vi har forårslignende vejr og det skal udnyttes! Vi går ned til stranden og opdager hurtigt, at vi skal krydse et lille vandløb. Vi tager sko og sokker i hånden. Vandet er iskoldt og minder os om, at det stadig er vinter i New Zealand!

Folk der graver efter de varme kilder (venligst udlånt af min mor)

Hot Water Beach er, ligesom Rotorua, kendt for at have thermalske kilder med skoldhed varmt vand lige under den øverste del sand. Vi når heller ikke langt hen på stranden før vi ser en folk newzealændere, hvor gamle som unge, sidder og graver i sandet. De kloge af dem har gravet, så der kan komme lidt af den kolde havvand ind i deres pool og blande sig med den skoldhede vand fra undergrunden.

Klar til trekking (venligst udlånt af min mor)

Vi har ikke selv skovl med og beslutter os bare for at gå en lille tur på stranden, men turen bliver hurtigt stoppet. Vi går forbi de mange pools og en lille stribe vand går fra området og ud i havet. Jeg tænker ikke nærmere over det, men nyder i stedet den dejlige strand, så jeg kommer til at træde på den lille stribe vand og skolder min fod. Resten af strandturen ender med at forgå i havet, hvor jeg forsøger at køle min fod af. Heldigvis, er skoldningen ikke så slem og relativ kort tid kan vi gå tilbage til bilen. Det kolde vandløb som vi skal krydse på tilbagevejen er pludselig kærkommen!

Coromandel Cove (venligst udlånt af min mor)

Coromandel Cove

Vi sætter kursen med Coromandel Cove, som er den primære grund til at vi tog til Coromandel. Her skulle en af Narnia filmene være indspillet og alle vi havde snakket med havde fortalt os, at vi ikke kunne gå glip af Coromandel Cove, så der skulle vi naturligvis hen!

Vi finder kortet frem og sætter bilen i drive og cirka 10 minutter senere, når vi parkeringspladsen ved Coromandel Cove. Herfra skal vi på en kort, men yderst smuk trekkingtur gennem lidt skov og med udsigt til vandet, mens vi nyder udsigten og trekkingturen tænker jeg på om der overhovedet findes et grimt sted i New Zealand? I så fald har vi ikke set det!

Coromandel Cove (venligst udlånt af min mor)

Vi når Coromandel Cove før den estimeret tid og bliver med det samme overvældet! Det er meget større og vildere end forventet! Sandet på stranden er helt fint, vandet har eroderet et kæmpe hul i den store klippevæg og på den anden side er den karakteristiske hvide kalkstensklippe som Coromandel Cove er kendt for.

Der er kun to andre personer på stranden, men de går hurtigt igen, så vi har stranden helt for os selv. Vi får taget en masse billeder og jeg finder hurtigt en på et lille træ med udsigt over kalkstensklippen, det er muligvis en af de bedst placeret gynger i verden!

Kystvejen ved Coromandelhalvøen

Vi forsætter mod Coromandel Town. Vi kører lidt af kysten og kan nyde udsigten over det smukke hav. Vi kører i et bakket landskab og kører over den sidste bakketop inden centrum og får udsigten over Whanganui Island og et par småøer alt i mens solen kaster de sidste stråler ind over landskabet og farver himlen.

Solnedgang mod Coromandel Town

Vi finder en lille campingplads for natten og finder den nærmeste pub, hvor vi spiser aftensmad. Pubben viser semifinalen til fodbold VM og er særdeles populær blandt lokale og de fleste virker til at kende hinanden. Her sidder mange mænd i deres gummistøvler ved baren. Latteren går højt og stemningen er god. Vi går derefter tilbage til vores bil. Himlen er skyfri, fyldt med millioner af stjerner og mælkevejen er endda synlig.

Lidt morgendis ved campingpladsen

En magisk morgen i Coromandel

Kulden i bilen vækker os tidligt om morgenen. Jeg tager den tynde dyne over hovedet i håb om at få varmen og en smule mere søvn, men kulden er også krybet ind under dynen, så der er ikke andet for. Vi må op og i gang. Solen titter frem over bjergkæden i baggrunden og på campingpladsen er der en let morgendis.

Vandet en smuk morgen

Vi kommer hurtigt i noget varmt tøj og går ind til byen, for at finde et sted at få en kop te og kaffe. Vi går tilbage til bilen og sætter kursen mod Driving Creek Railway. Vi når dog ikke langt før ruten rammer vandet og vi beslutter os for at gå en lille tur ud på molen. Vi hilser på et par newzealændere, som dog forlader vandet, så snart vi kommer.

Der er fuldkommen ro denne morgen. Der er ikke andre end os og en enlig skarv. Vandet ligger næsten stille og morgendisen ligger stadig i bjergene. Vi nyder den tidlige morgensol og de rolige omgivelser. Det er næsten et ubeskriveligt øjeblik og med ét glemmer vi alle vores problemer for en stund. Naturen er på den måde lidt magisk og giver os en magisk morgen. Vi har lyst til at sidde på molen i flere timer, men turen går videre til en anden oplevelse.

Driving Creek Railway

Vi ankommer til Driving Creek Railway lige et par minutter før den næste afgang. Vi betaler for turen og finder en god plads i toget. Toget minder lidt om dem man kan finde i forlystelsesparker, men det er meget hyggeligt. Vi begiver os ud i kauri skoven. Vi kører gennem flere tunneler og over broer.

Langs sporene ser vi små skulpturer, glasblomster og meget andet kunst. Banen blev bygget af en lokal pottemager, så han kunne hente ler og træ i skoven til hans produktion. Togbanen er dog sidenhen blevet berømt blandt kunstnere, som tager hertil for at sætte deres unikke præg på ruten, og turister som ønsker at nyde en anderledes oplevelse i naturen.

Det er en særpræget oplevelse. Skoven er utrolig smuk og figurerne er sjove, men det er alligevel lidt underligt med et miksmask af forskellige figurer og til tider skulle man tro, at børnehavebørn havde valgt figurerne, men samtidig er det stadig en hyggelig tur og på en eller anden måde, som jeg ikke kan gøre mig klog på, giver det hele alligevel mening.

En af de lidt finere ting i skoven

Vi når et udsigtspunkt, Eyefull Tower, hvor vi får udsigt Haurakibugten, som uden tvivl er alle pengene værd! Vandet har en dyb blå farve og det bakkede landskab med grantræerne er dragende. Vi er begge faldet pladask for Coromandel og har ikke lyst til at forlade halvøen og kunne sagtens bruge fem dage mere eller længere på at udforske endnu mere af Coromandel!

Men det er vist kendetegnende for vores tur til New Zealand, vi kan aldrig få nok tid, men desværre er vi begrænset af en flybillet og vi må skrive det på listen over steder, som vi skal tilbage til og vi forsætter derefter turen til Northland.

Haurakibugten

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Læs mere om smukke New Zealand