Jeg har ad to omgange rejst alene i Malaysia. Første gang var på min første solorejse. Malaysia var destination nummer to lige, efter Qatar, men det var først i Malaysia, at jeg følte, at min solorejse for alvor var i gang.

Det skyldes nok, at jeg havde drømt at besøge Malaysia i mange år, for at se orangutanger og dykke ved Sipadan. Malaysia kom aldrig rigtig ind under huden på mig dengang, men jeg valgte, at give landet endnu en chance, og det er jeg kun glad for!

kuala lumpur rejseguide

Mit hadested

Jeg startede min rejse i Malaysia med at besøge Kuala Lumpur. Tilbage på min første solorejse, blev Kuala Lumpur til mit hadested. Efter at have haft en lidt ærgerlig start i Qatar, trængte jeg til lidt medvind. Det kom ikke rigtig i Kuala Lumpur.

Jeg farede tit vild i byen, dog var de lokale så søde til at hjælpe mig! Jeg endte i noget som mindede om et slumkvarter, hvor mere eller mindre alle stirrede på mig og grinte af mig. Jeg var ikke helt tryg ved situationen. I dag havde jeg nok taget den situation væsentlig bedre i dag. Jeg tror faktisk, at jeg endte i samme område på denne tur og elskede charmen ved det, men dengang var jeg også mere usikker og det at rejse alene var også nyt for mig og noget jeg lige skulle lære.

petronas towers

Jeg mødte en tysker, som jeg hang lidt ud med. En aften da vi tog monorail’en indtil Petronas Towers. I monorail’en blev vi overbegloet af en mand. Han stod af samme stop, som vi gjorde. Herefter at han fulgte tæt efter os og begyndte at spørge os på en date. Han havde meget svært at forstå et nej. Han blev meget sur, da vi ikke ville acceptere en betaling på 200 dollars for at tage ud at spise og drikke med ham. Heldigvis gik han sin vej efter det.

Men vi nåede faktisk ikke mange meter, før der kom en anden mand og fulgte efter os og gjorde tegn til at beskytte os mod den ikke-eksisterende trafik. Vi endte med at gå ind i lobbyen på et meget dyrt hotel i nærheden, hvor han absolut ikke kunne komme ind med hans påklædning. Begge oplevelser var meget grænseoverskridende og gjorde bestemt ikke noget godt for den smule usikkerhed, som jeg gik rundt med i forvejen. Det var nogle af grundene til at Kuala Lumpur blev mit hadested.

Denne gang forlod jeg Kuala Lumpur rimelig hurtigt, da jeg ikke følte et kæmpe behov for at bruge særlig lang tid i byen. Dog havde jeg en væsentlig bedre oplevelse denne gang, da nogle venner af en veninde, fra dengang jeg studerede i Australien, tog mig med rundt i byen for at spise og opleve det lokale liv. Derfor havde jeg ikke længere noget i mod Kuala Lumpur, men det var stadig ikke en favorit.

taman negara

Welcome to the jungle! Og en “hemmelig” perle

Efter Kuala Lumpur, tog jeg videre til Taman Negara, som er en af verdens ældste regnskove. Jeg forelskede mig virkelig i skoven og havde mange gode oplevelser, især natsafarien var fantastisk. Jeg tror, at det var her, at jeg forelskede mig i Malaysia.

Men efter nogle måneder på farten, ville jeg gerne “slå mig ned” et sted, hvor jeg kunne tage den helt med ro og evt. få skrevet på bloggen. Selvom jeg elskede Taman Negara, så havde jeg også brug for at være et sted med et lidt større udvalg af spisesteder og lidt bedre internet.

ipoh, malaysia

Flere havde anbefalet Ipoh og da min malaysiske veninde kaldte det for en blanding af Georgetown og Malacca, uden turisterne, så vidste jeg, at det måtte være noget for mig. Derudover ligger Ipoh ikke langt fra den lille ø Pangkor, som jeg også overvejede at besøge.

Jeg forelskede mig lige med det samme i Ipoh og besluttede mig for, at det var her, hvor jeg skulle slå mig ned. Desværre går tingene ikke altid som planlagt… Jeg nåede ikke at være i Ipoh længe, før mit kamera begyndte at opføre sig mærkeligt. Jeg var derfor nødsaget til at tage tilbage til Kuala Lumpur efter blot et par dage, for at finde en løsning på problemet.

Fra had til glæde

Jeg endte med at have omkring 14 dage i Kuala Lumpur. Hver dag krøb byen længere og længere ind under huden på mig. Jeg fandt et fantastisk hostel (reklamelink), hvor jeg blev venner med personalet, mødte andre rejsende og kunne arbejde på min computer i fred. Jeg begyndte at få stamsteder og lærte at kende flere kroge af byen. Når jeg tænker tilbage på Kuala Lumpur, så er det med glæde og jeg savner nogle af mine stamsteder.

at rejse alene i malaysia

Mig og venindes veninder (og nu også mine veninder) 

Hvordan er det at rejse alene i Malaysia?

Jeg tror, at jeg måske var uheldig på min første solorejse til Malaysia og tog problemerne lidt tungere, end jeg ville gøre i dag. For denne gang oplevede jeg ingen problemer eller nogle ubehagelige oplevelser. Tværtimod gik alt glat og fordi jeg valgte den lidt dyrere turistløsning, så kunne jeg koble hovedet fra og det havde jeg brug for. Alle de lokale, som jeg mødte, var venlige og nysgerrig.

Bevares, de kan godt kigge lidt, når man er den eneste turist i en restaurant, men kigger man tilbage, så bliver man kun mødt med kæmpe smil. Derudover er malajerne generelt virkelig gode til engelsk, så det er rigtig let at få hjælp eller komme i snak med de lokale. Jeg har mødt nogle sige, at malajerne måske ikke er nær så nysgerrige som fx thailænderne, vietnameserne og filippinerne. Det kan godt være, at det passer en smule, men jeg følte mere, at de forsøgte at respektere en ved at give en plads og når man så snakkede med dem, så blev relationerne og samtalerne en anelse dybere, fordi deres engelske er virkelig god.

Generelt synes jeg, at Malaysia er lidt undervurderet og jeg kommer gerne tilbage en dag for at udforske mere af dette smukke land.

maden i Malaysia

Hvordan er maden i Malaysia?

Første gang jeg rejste i Malaysia, syntes jeg, at maden var kedelig og lidt smagsløs. Jeg ved ikke, om jeg gik efter de “sikre” retter dengang, men i dag kunne jeg ikke være mere uenig. Maden i Malaysia minder meget om maden i Singapore (men det må du for Guds skyld ikke sige til dem!), men som i Singapore er maden i Malaysia præget af de mange forskellige kulturer, som findes i landet.

Kommer man de rigtige steder, så kan man forvente en smagseksplosion uden lige! Man kan få alt fra karry til fantastisk mørt svinekød, selv desserter har de formået at lave ordentligt (de kan ellers godt blive lidt for søde i Asien). Så jeg kan kun anbefale dig at gå amok i det lokale køkken! Og er du usikker på at give dig i kast med en masse retter med mærkelige navne? Så har de fleste lokale restauranter heldigvis en buffet (som skiftes ud ofte) og så er det bare at vælge det, som man synes ser godt ud.

maden i malaysia

Hvordan er vejret i Malaysia? Hvornår er det bedst at rejse til Malaysia?

Malaysia er et af de få lande i Sydøstasien, hvor vejret faktisk er bedst i den danske sommer. Her er fugtigheden lavere og temperaturen omkring 25-32 grader. Jeg har faktisk aldrig rejst i Malaysia i højsæsonen. Begge gange har jeg været der i regnsæsonen. Første gang var i februar/marts, hvor jeg vist kun havde sammenlagt to timers regn i løbet af dagen (og vist et par gange om natten) på den måned, hvor jeg var der.

Sidst jeg var i Malaysia var i oktober måned. I Taman Negara regnede det stort set hver aften i en time og så var det slut. I Ipoh havde jeg et par timers regn en aften og i Kuala Lumpur havde jeg stort set ingen regn. Så man kan sagtens rejse i Malaysia i regnsæsonen!

Mere inspiration fra magiske Malaysia

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *