Vi står ved Lake Louise. Solen er endnu ikke stået op. Vi har fundet alt vores varme tøj frem og trækker halstørklædet lidt højere op. Det er ganske få, som har fundet vej frem til søen så tidligt. Bag os står solen langsomt op og farver skyerne nuancer af lilla, rød og orange.

solopgang ved Lake Louise i Banff National Park, Alberta, Canada

solopgang ved Lake Louise i Banff National Park, Alberta, Canada

Solopgang ved Lake Louise

Solens stråler farver toppen af Mount Victoria lilla. Kort tid efter er toppen helt orange. I takt med at solens stråler oplyser området mere og mere, kommer der også flere og flere turister.

Vi går langs vandkanten og jeg bliver næsten tacklet af en kineser med en selfiestang. Jeg vil gerne ud at vandre lidt og går mod Mirror Lake, som ligger på vejen til Lake Agnes, mens min mor bliver tilbage og nyder udsigten over søen.

solopgang ved Lake Louise i Banff National Park, Alberta, Canada

Det kan være rigtig koldt om morgenen ved Lake Louise

På vandretur ved Lake Louise

Turen går gennem en skov og stien går bare op og op. Der går ikke lang tid, før mit tøj bliver alt for varmt og langsomt ryger det ene lag efter det andet af. Cirka halvvejs op til det første udsigtspunkt, går det op for mig, at jeg har glemt at tage vand med. Det er ikke første gang, at jeg laver en rookie mistake på en vandretur, og jeg bander lidt over mig selv.

vandretur til Mirror Lake, nær Lake Louise

Jeg får små glimt af Lake Louise mellem træerne. Det er som om, at søen har skiftet farve, oppefra er den helt turkis. Jeg stopper kort ved et udsigtspunkt, men forsætter til Mirror Lake.

Mirror Lake er lille og smaragdgrøn, men lever fuldstændig op til sit navn. De høje grantræer spejler sig smukt i søen. Der er kun en håndfuld turister i området. Jeg bliver helt opslugt af roen og udsigten, så jeg glemmer hurtigt tid og sted.

Et lille jordegern kommer helt tæt på mig og minder mig om virkeligheden. Vi kigger lidt på hinanden. Det er som om, at den forventer, at jeg serverer lidt mad, men efter lidt tid fræserne den afsted over stenene.

et jordegern i Banff National Park

mirror lake, Banff National Park

Mirror Lake i Banff National Park – på billedet til højre der der faktisk to personer (den ene er til venstre for træet i midten og den anden til ude til højre i gul jakke)

Jeg går atter ned mod Lake Louise. Der er væsentlig kortere mellem grupperne af vandrere på stien, end da jeg startede og da jeg når Lake Louise er det tydeligt, at turistbusserne er nået frem til søen.

Morant’s Curve, Bow Valley Parkway, Banff National Park

Morant’s Curve, Bow Valley Parkway, Banff National Park

Johnston Canyon og Canadas første nationalpark

Vi sætter kursen mod Canadas første nationalpark, Cave and Basin National Historic Site. Vi skal ikke langt fra Lake Louise, før det tynder væsentlig ud i mængden af turister.

Vi stopper flere gange på Bow Valley Parkway og er heldige at have flere af stoppene for os selv. Vi nyder en kop te på en parkeringsplads med udsigt til nogle af de mange bjerge. Vi priser os lykkelige over, at vi alligevel får lov til at opleve dele af Banff National Park uden horder af mennesker.

Castle Mountain, Bow Valley Parkway

Castle Mountain, Bow Valley Parkway

Vi når Johnston Canyon og rammer igen den store menneskemængde. Den turkise flod skærer sig i gennem landskabet, omringet af de ru og orange klipper. Det er brask natur, når det er bedst!

Johnston Canyon, Banff National Park

Vi bliver helt fascineret af den smukke flod og når hurtigt Lower Falls. Her stiller vi os i kø til at komme ind i hulen og se det øverste del af Lower Falls helt tæt på. Vores tålmodighed bliver sat på prøve med det snegletempo, som køen rykker sig med. Men det er ventetiden værd og i kort tid har vi hulen for os selv.

Johnston Canyon, Banff National Park

lower falls, johnston canyon

Men vi beslutter os for at droppe Upper Falls, med de mange andre turister i kløften. Det må vi have til gode til en anden gang.

Vi forsætter turen mod Cave and Basin og er spændte på, at se endnu et geotermisk område, men Cave and Basin er skuffende ift. de geotermiske områder, som vi tidligere har oplevet i New Zealand.

Cave and Basin National Historic Site Cave and Basin National Historic Site

Cave and Basin National Historic Site

Vi finder vores campingplads for natten, og jeg hopper ned for at se solnedgangen over Banffs bjerge.

Moraine Lake – storslået natur og “instagram-turisme”

Tidligt næste morgen kører vi atter nordpå. Kursen er sat mod Moraine Lake. Klokken er 6.15, da vi når vejen mod Moraine Lake, lidt udenfor Lake Louise by. Vejen er spærret og to mænd står for enden af vejen og fortæller os, at parkeringspladsen er fuld.

Vi beslutter os derfor at tage en shuttlebus dertil, da det er den eneste anden mulighed. Heldigvis får vi to pladser på en af de første busser.

Moraine Lake, Banff National Park, Alberta, Canada

Turen til Moraine Lake føles uendelig lang, selvom den kun er 14 km fra Lake Louise by. Solens stråler farver bjergtoppene orange. Vi når Moraine Lake. Jeg springer ud af bussen og spurter op til Moraine Lake Rockpile.

Jeg har svært ved at begribe, hvor kæmpe bjergene er, selvom de brager mod himlen. Søen er ubeskrivelig blå. Jeg er fuldstændig blæst bagover af landskabet og tvivler på, om jeg nogensinde vil kunne forstå, hvor vildt landskabet egentlig er.

moraine lake, banff national park

Desværre er det ikke alle som påskønner landskabet lige meget. Overalt har folk trådt væk fra stien og ind på områder, som ikke må betrædes p.g.a. skrøbelige planter. De sætter hængekøjer op i træerne og vader langt ind på området for at tage flere hundrede billeder, alt sammen for det perfekte instagram-billede.

Flere gange påpeger vi overfor folk, at de betræder forbudt område. Få af dem skynder sig at undskylde og hopper straks tilbage på stien, men langt de fleste svarer bare med et “nå”. Det bringer mit sind i kog, og det ærgrer mig, at der ikke står parkbetjente og uddeler den ene store bøde efter den anden.

banff national park

Men jeg beslutter mig for at forsøge at nyde område i stedet for at lade den værste “instagram-turisme” gå mig på. For Moraine Lake er fantastisk, og jeg er glad for at kunne få lov til at opleve søen sammen med min mor.

Lake Louise Gondola

Vi tager en shuttlebus tilbage til parkeringspladsen, hvor vores campervan holder. Vi skifter til lidt køligere tøj og forsætter dernæst turen til Lake Louise Gondola.

Vi når Lake Louise Ski Resort, hvorfra gondolerne går. Vi træder ud af vores campervan og bliver mødt af Spice Girls, som blæser ud af resortets højtalere. Det er ikke ligefrem det, som jeg forbinder med skønne naturoplevelser og idyl.

en rejseblogger ved Lake Louise Gondola

Det er nogle vilde gevir, deres kronhjorte kan have!

Vi vælger at købe en tur inklusiv morgenmad og skynder os op til den lækre morgenmadsbuffet, som er tiltrængt efter at have været oppe siden kl 5.

Vi tager gondolerne op og spejder efter bjørne undervejs på turen. Vi når toppen og får den smukkeste udsigt ud over Lake Louise og de omkringliggende bjerge. Fra udsigtspunktet får vi et helt andet syn på landskabet. Lake Louise ligner mest af alt en minimal vandpyt, mens Mount Victoria ser faretruende stort ud.

Det er den perfekte afslutning på vores oplevelser i Banff National Park!

lake louise gondola

Lake Louise fra udsigtspunktet

Information om Banff National Park

Sæson

Nogle steder i Banff National Park, kan man besøge hele året rundt, men nogle steder, som fx Moraine Lake lukker fra midten af oktober til midten af maj.

Højsæsonen er mellem juni og august, hvor juli er den værste måned – rejser du i højsæsonen, så skal du have booket dine overnatninger på forhånd! Og gerne allerede i januar/februar!

Vi rejste i september, hvilket var et fint tidspunkt på året. Der var ikke behov for at reservere noget (udover en enkelt gang, hvor vi havde brug for strøm, men det bookede vi samme dag).

solnedgang i Banff

Campingplader i Banff National Park

Vi boede på Tunnel Mountain Trailer Court campground nær Banff. Det er en rigtig god campingplads med en FANTASTISK udsigt til bjergene, dog er den lidt dyr, men det var hvad vi kunne få med strøm, da vi bookede nogle timer før vores overnatning.

Nær Lake Louise boede vi på Lake Louise Overflow, som faktisk bare er en parkeringsplads med et toilet. Det kan ikke reserveres på forhånd og jeg ville ikke satse på at kunne få en plads i højsæsonen.

Alle campingpladser, som er mulige at reservere på forhånd, kan ses her.

Andre tips til Banff

Husk at købe et dagspas eller et park pass til nationalparkerne. Det kan købes ved alle informationscentre eller online her – pt kan man spare 20 dollars på et family/group pass, hvis man køber det inden d. 31/12-2019 (det gælder i et år efter købsdatoen).

Kom TIDLIGT, hvis du vil opleve Moraine Lake og Lake Louise ved solopgangen. Moraine Lake har færrest parkeringspladser, og jeg har hørt, at parkeringspladserne kan være fyldte allerede kl 5 i højsæsonen, og at man kan vente i timer på at få en billet til shuttlebusserne. En shuttlebus koster 6 dollars for en voksen og 8 dollars, hvis du skal med en early bird bus (kl 6.00-7.30).

Alberta, staten hvor Banff ligger, er det billigste sted at shoppe i Canada (da skatterne er lavest her). Banff by har klart det største udvalg, men i Lake Louise by ligger der også en outdoorbutik samt et lille supermarked og to caféer/kaffebarer. (Jeg har muligvis solgt Lolland til en fyr i outdoorbutikken for en ø i Canada, det tænker jeg ikke, at I har noget i mod 😉 Han ville gerne købe Grønland, men den kunne jeg ikke lige sælge).

Man kan få en bøde for op i mod 25.000 dollars (cirka 128.000 kr) for at fodre dyr, smide med affald, flyve med drone, gå på forbudte områder eller lignende – så lad vær med det.

Der findes mange forskellige vandreruter i Banff, som jeg ville ønske, at vi havde haft tid til. Du kan se en oversigt her. Hent evt. appen All Trails og/eller maps.me til at se ruter eller lignende.

Mere fra storslået Canada

Del gerne dine tanker eller et spørgsmål med mig